Din intelligente fordøjelse

Oprettet d.

Din intelligente fordøjelse
Fra den ene ende til den anden

Du gør det hver dag. Faktisk flere gange om dagen uden at tænke så meget over det: Du spiser noget … tygger på det. Synker. Maden finder vej ned gennem spiserøret og videre ned i din mave. Gennem tarmen. Og så ud i den anden ende. Det kan lyde ret simpelt, men det er ikke helt sådan. Madens rejse fra den ene ende til den anden er én lang fordøjelsesproces, der i bund og grund handler om, at den mad, vi indtager, nedbrydes og optages i vores krop, hvor den giver os energi og næring, så vi kan fungere som mennesker. 

Din fordøjelse er et komplekst system af mikroorganismer, hvor bakterier spiller en væsentlig rolle

Vores krop er intelligent, og et komplekst system af mikroorganismer, enzymer og bakterier arbejder sammen i den proces. Det hele starter i munden, hvor vores spyt er med til at sætte gang i fordøjelsen. Vores mad tygges til en ensartet masse, som let kan passere videre ned gennem halsen og spiserøret for dernæst at lande i mavesækken, hvor saltsyre frigøres. Saltsyren nedbryder de store madmolekyler, og sender den nu suppelignende masse videre ned mod tolvfingertarmen, hvor enzymer og galde nedbryder maden, så den kan optages i tyndtarmen. Indrømmet, det lyder ikke vildt delikat, men vi synes, det er så interessant! Og det betyder mere, end du måske lige har overvejet, for hvordan din krop har det. For alle næringsstoffer og vitaminer optages i tyndtarmen. Herefter passerer det resterende videre over i tyktarmen, hvor kun meget lidt fordøjelse foregår. Det, der ikke kan fordøjes, er det, som samles i tyktarmen, og som på dets vej gennem tyktarmen bliver mere og mere fast, indtil det ender i endetarmen. Her bliver det, indtil hjernen giver signal om, at nu er det på tide, at det skal ud. Og så går man på toilettet. 

Vi ved, at tarme og hjerne hænger sammen

I 2015 udkom Guilia Enders’ meget omtalte bog "Tarme Med Charme" (en kæmpe anbefaling herfra!). Med denne bog satte den unge tyske forsker fokus på den nyeste forskning, der peger på, at vores tarme har stor betydning for og indflydelse på vores generelle helbred. Det være sig både vort fysiske helbred, men også i høj grad vores psykiske. Vi kender det f.eks. fra, når vi er nervøse og måske får tynd mave, eller når vi er spændte og glade og får ”sommerfugle i maven”. Vores sind kan påvirke vores tarm, men – som Enders er inde på – er der meget, der tyder på, at det også går den anden vej. Altså, at vores tarmtilstand påvirker vores sind. Når vores tarme er i balance, er vi måske sågar også mere i balance oppe i hovedet?
Enders påpeger også det faktum, at vores tarm spiller en central rolle for vores immunsystem, og at nyeste forskning peger på, at problemer som overvægt, depression og allergi hænger sammen med ubalancer i tarmfloraen. Vores immunsystems balance hænger nemlig i høj grad sammen med vores tarmsystems bakteriebalance, og i dag ved man faktisk, at de fleste sygdomme opstår i vores tarme. Hvis der kommer overtal af skadelige bakterier i tarmen, kan det blive svært at opretholde balancen, og man kan ende med at blive syg, hvorimod en mangfoldig sammensætning af bakterier skaber et stærkere immunsystem og er dermed stærkere i bekæmpelsen af skadelige og uønskede bakterier, der forårsager sygdomme.

Tag dig kærligt af din tarm

At have en god fordøjelse er altså ikke helt uvæsentligt. Med en tarm i topform kan man således både skabe de bedste betingelser for et sundt helbred og en sund psyke. Men hvordan passer man så allerbedst på sin tarm? Man kan starte med at se nærmere på det, man kommer ned i den. Altså, den mad man indtager. 

Der findes masser af læsning, hvis du vil nørde videre

En simpel søgning på internettet vil lede mod et hav af bøger og artikler om sunde tarme, fordøjelse i topform, og top 10 tarmvenlige fødevarer. Der er masser af gode råd til, hvordan man optimerer sit indre, og dybest set ved vi det jo godt … Vi skal lade være med at spise en masse sukkerholdige fødevarer, vi skal ikke spise forarbejdet mad, vi skal lade pomfritterne være osv. I stedet skal vi dyrke motion hver dag, drikke rigelige mængder vand og spise varieret – helst med fuld smæk på grøntsagerne. Derudover skal vi sørge for at spise rigeligt med kostfibre. Dem finder man blandt andet i fuldkornsprodukter og grove grøntsager. Kostfibre er så vigtige, fordi de tager lang tid for tarmbakterierne at nedbryde. Tarmbakterierne omdanner disse fibre til kortkædede fedtsyrer, der gavner vores immunsystem, mindsker inflammation i kroppen og bidrager til at holde tarmens slimhinde sund. Fibrene har desuden en sublim evne til at binde væske, hvilket har betydning for en regelmæssig og sund fordøjelse, da de kan afhjælpe både tynd mave og forstoppelse. Derfor er det vigtigt, at der er rigeligt væske til stede – og altså derfor endnu en grund til at drikke rigeligt med vand. 

 

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/illustrationer/animationer/fordoejelse/ 
https://videnskab.dk/krop-sundhed/tarmbakterier-er-noeglen-til-et-godt-helbred 
https://hjerteforeningen.dk/2018/05/du-er-hvad-du-fodrer-dine-tarmbakterier-med/ 
Guilia Enders: ”Tarme med Charme”, 2015, Peoples Press